Dan Ceman-klub nægter at deltage i Champions Hockey League

Foto: Jan Korsgaard

HC Banska Bystrica blev i den netop afsluttede sæson slået ud af gruppespillet i Champions Hockey League.

Cemans mandskab fik dog fat i den hjemlige liga og vandt for nylig mesterskabet igen. Men Champions Hockey League bliver det ikke til i den kommende sæson, hvis det står til de slovakiske mestres præsident Jurac Koval. 

– Vi kommer ikke til at spille CHL, for vores deltagelse giver ingen mening økonomisk. Vi truer vores egen økonomi ved at deltage, siger han til det slovakisk medie Sport. 

Han nævner flyveturene til Lugano i Schweiz og Jyväskylä i Finland som økonomisk tunge, og præsidenten påpeger, at det slovakiske forbund ikke hjælper til med at dække omkostningerne. Samtidig har tilskuerne været få til hjemmekampene.  

– Vi vil simpelthen ikke risikere at være med mere, siger Koval.

Hvis afbudet bliver godkendt, er det spændende at se, hvem den nye plads går til. Formentlig bliver den tilbudt toeren i Slovakiet, Nitra, i første omgang.