Damettan: Hvidovre bankede Malmö

Foto: Frank Nielsen

Hvidovres kvinder fik et enkelt point ud af to skarpe kampe mod Vienna Sabres i EWHL i weekenden. I aften skiftede Hvidovre-kvinderne så liga og tog imod Malmö Redhawks i Damettan Södra, den næstbedste svenske liga.

Her kæmper Hvidovre med Karlskrona og Troja-Ljungby om seriesejren, og kampen mod Malmö i aften var ikke nogen forhindring for de ambitioner.

Hvidovre bragte sig foran 1-0 i første periode ved Julie Østergaard, og midt i anden periode scorede Helena Heide til 2-0 for københavnerne, der også scorede det tredje mål i midtperioden. Kort efter satte Julie Jensen 3-0-målet og afgjorde vel dermed reelt kampen til Hvidovres fordel.

Det fjerde mål kom ved Mia Bau Hansen i powerplay, og en reducering kort efter kunne ikke ryste hjemmeholdet. Sejren blev på 4-1 og den betyder, at Hvidovre efter 17 kampe nu står med 12 sejre og tre nederlag i Damettan.

4. februar skal Hvidovre en tur til Karlskrona – en kamp, der reelt kan afgøre, hvilken af de to klubber, der skal vinde serien – med Troja-Ljungby som outsider.