Cubars tilbage! Klublegende gør comeback i Hvidovre

Egentlig var trøjen trukket tilbage og nummer 41 bliver hængende i loftet i Allan Villadsen Ishockey Arena. Men når sæsonen igen går i gang, spiller Sergei Cubars ishockey. Letten med dansk statsborgerskab, der debuterede for Hvidovre helt tilbage i 1997, gør nemlig comeback, skriver Hvidovre Avis.

Sergei Cubars trækker i trøje nummer 18 og bliver dermed også holdkammerat med sin søn, Victor Cubars, i Hvidovre Ishockey Fighters.

Vi har længe ønsket at kunne drage nytte af Sergej på isen, fortæller PR-mand Jesper Kristoffersen fra Hvidovre Ishockey til avisen.

– Vigtigst af alt, har Sergej også selv haft lyst til at bidrage. Med en familie at tage hensyn til, har timerne været vanskelige at grave frem, men nu er vi lykkes med at finde en balance, der tilgodeser alle. Vi får en ekstrem værdifuld spiller tilført. En topprofessionel person på alle parametre, hvilket også er den tungtvejende årsag til, at Sergej overhovedet kan levere et comeback, siger Jesper Kristoffersen.

Cubars skulle være i jernform og er gået godt i spænd i sine første træninger i Hvidovre.

– Det er vitalt for vores unge trup at have en håndfuld rutinerede spillere, der kan tage presset af, når vi går på isen. Her får Sergej en betydelig rolle, siger Jesper Kristoffersen.

I den “nye æra” spiller Sergej Cubars med nummer 18.

Cubars er endt som Hvidovremand, men i sin lange karriere i dansk ishockey, har han såmænd også været i både Gladsaxe, Herlev og Nordsjælland og har over 500 ligakampe på sit cv. Han sluttede karrieren første gang i sæsonen 2012/13 som aktør for det nu hedengangne Copenhagen Hockey, hvor Hvidovre også var den mest centrale spiller.