Coyotes giver Tikhonov ny chance

Arizona Coyotes har søndag samlet den russiske forward Viktor Tikhonov op fra waiveren, hvor Chicago Blackhawks lørdag placerede ham.

27-årige Tikhonov vender dermed tilbage til Coyotes, som han også spillede for fra 2008 til 2011. Arizona draftede den russiske forward, som er barnebarn af den legendariske sovjettiske træner Viktor Tikhonov, er første runde af 2008-draften, hvor klubben tidligere i første runde havde valgt danske Mikkel Bødker.

Viktor Tikhonov gik ligesom Bødker direkte ind i NHL og de to unge forwards gjorde begge en ganske god figur i deres rookiesæson. I den efterfølgende sæson spillede Tikhonov dog udelukkende i AHL, hvor Mikkel Bødker også tilbragte det meste af sit sophomore-år.

Den russiske forward fik ikke chancen for Coyotes i NHL igen, og han vendte derfor hjem til Rusland. Efter flere fremragende sæsoner i KHL valgte Tikhonov i sommer at skrive kontrakt med Stanley Cup-vinderne Chicago Blackhawks for at forsøge et NHL-comeback.

Indtil nu har Viktor Tikhonov stadig meget at bevise. Han har ikke lavet point i nogle af de 11 NHL-kampe, han har spillet for Chicago i denne sæson, og derfor smed mestrene ham på waiveren for i stedet at hente Bryan Bickell op i NHL igen.

Arizona Coyotes har nu samlet Viktor Tikhonov op i håbet om, at han kan forløse sit store potentiale i den NHL-klub, som han i sin tid så ud til at skulle tilbringe karrieren i. Efter flere omveje forenes Tikhonov dermed igen med Mikkel Bødker, men man må sige, at deres karrierer har udviklet sig ganske forskelligt, siden de begge blev draftet af den samme klub i samme runde af den samme draft.