Continental Cup: Rouen varmede op med pokalsejr

Herning kommende modstander i Continental Cup-finaleserien, den franske storklub fra Rouen, er i gang med et par vilde uger, der allerede nu kan få klubbens sæson til at ende som en succes – næsten uanset, hvordan det går for Rouen i det franske slutspil til foråret.

I weekenden tager Rouen altså imod Herning, GKS Tychy og HC Asiago i den spændende europæiske finale, men allerede kort efter nytår kunne “dragerne” fejre sæsonens første triumf. Det foregik i Paris-Bercy, Palais Omnisport, der i 2017 skal være den ene af to rammer (Berlin er den anden) for VM.

Mere end 10.000 tilskuere var på plads til pokalfinalen i Paris, hvor Rouen vandt over de traditionelle rivaler i fransk ishockey, Grenoble, der har tidligere danske ligaprofiler som Ervins Mustukovs og Petr Kalus på holdet.

Rouen trumfede dog med den tidligere mangeårige NHL’er Jason Krog, der også har spillet i både SHL og KHL. 40-årige Krog scorede 3-2-målet kort før tid, og dermed sendte han de mange Rouen-fans i ekstase. Det sidste mål blev scoret i tomt bur af et på papiret meget stærkt Rouen-hold, som vi fortæller mere om de kommende dage her på sitet.