Continental Cup: Finalefeltet er klart

Rungsted klarede ikke ærterne på hjemmebane, og skal altså ikke spille cup-finaler to weekender i træk i januar. Det havde været tilfældet, hvis Rungsted havde vundet en billet til Continental Cuppens Super Final, der spilles weekenden før Metal Cuppens Final Four.

Fra Rungsted-puljen var det som bekendt suveræne Yunost Minsk fra Hviderusland, der gik videre sammen med Sheffield Steelers, mens det i den anden pulje endte med et drama i den afgørende kamp i italienske Ritten.

Her vandt hjemmeholdet 3-1 over DVSK Miskolc, det ungarske mesterhold, og dermed sikrede Ritten sig den sidste billet til Super Final, hvor Nomad Astana fra Kasakhstan i forvejen var kvalificeret.

Holdet fra det fjerne øst vandt puljen med syv point, foran Ritten med seks, Miskolc med fire point og et skuffende fransk mandskab fra Grenoble, der kun scorede et mål og et point i de tre kampe.

Hvor Super Final skal spilles er endnu ikke afgjort, men mon ikke Minsk er et godt bud med en geografisk beliggenhed, som alle kan overkomme?