Continental Cup: Blue Fox skal håbe på Rouen i aften

Med 4-0-sejren over Asiago tidligere i dag skal Blue Fox Herning i den grad holde på hjemmeholdet Rouen i aftenens kamp mod polske Tychy.

En smal fransk sejr – gerne på et enkelt mål og det skal være i ordinær tid – vil være det ideelle for Herning.

I givet vil stillingen før i morgen være: Rouen 6, Tychy 3, Herning 3, Asiago 0.

HVIS Herning slår Rouen i morgen aften og Tychy i ordinær tid i morgen slår Asiago, der stort set ikke har andet at spille for end æren, vil alle tre hold ende på 6 point.

Så trækker man kampene mod Asiago og laver “en underpulje” med de tre bedst placerede og deres indbyrdes kampe.

OG så er det altså fordelagtigt, hvis Rouen i aften for eksempel vinder 2-1 eller 1-0. Det vil betyde, at en etmålssejr kan række for Herning i morgen aften.

Til gengæld vil en storsejr til Rouen i aften gøre det svært for Herning at komme op på siden af franskmændene i morgen i det indbyrdes regnskab mellem Rouen, Herning og Tychy.

Og dette stadig altså FORUDSAT polakkerne i den tidlige kamp i morgen slår Asiago.

HVIS Tychy taber “rent” til Rouen i aften og taber point til Asiago i morgen, har vi en regulær finale, Rouen-Herning, i morgen aften. I givet fald vil Herning med en sejr over Rouen komme á point med franskmændene og være bedst indbyrdes. Tychy vil stå med tre til fem point, alt efter udfaldet mod Asiago.

Alle drømme kan knuses HVIS Tychy vinder i aften i ordinær spilletid. I givet fald er polakkerne mere eller mindre sensationelle vindere af Continental Cup 2015/16 – allerede inden morgendagens kampe.