Continental Cup: Alle fire hold vil have finalen

Som FACEOFF-online.dk skrev i går, så vil Herning Blue Fox søge om Continental Cup-finalen, der spilles i januar. Men der er hård konkurrence om at være vært, for direktør hos midtjyderne Torben Skovsgaard fortæller også, at samtlige fire hold faktisk byder ind på finaleturneringen, hvor der spilles alle mod alle over en weekend.

Det betyder altså, at Herning er i konkurrence med Asiago, Tychy og Rouen om at huse de seks kampe.

Polakkerne fra GKS Tychy var vært for en succesfuld kvartfinalerunde, mens både Asiago og Rouen var vært for semifinalen. Så ganske interessant er det altså, at Herning er det eneste hold, der endnu ikke har haft hjemmebane i sæsonens Continental Cup.

– Men om det betyder noget, ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, at man skeler til, hvad der tidligere er sket i turneringen. Vi har bare fået at vide, at vi skal levere en ansøgning så hurtigt som overhovedet muligt. Så vi er i gang med at indsamle den nødvendige information, så vi kan levere noget fornuftigt, siger Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard.

Blue Fox står overfor den udfordring, at der selvsamme weekend er den årlige sportsgalla i Messecenter Herning, og det betyder pres på hotellerne i den midtjyske by. Udgangspunktet er i stedet, at gæsterne skal huses i Vildbjerg Sports- og kulturcenter, hvor der både er masser af værelser, perfekt forplejning, fitnessområde og svømmehal, så spillerne kan få de optimale vilkår.

– Der skal formentlig noget lobbyarbejde til, som DIU skal være os behjælpelig med, men måske IIHF vil se en finale i Herning som en god generalprøve for byen frem mod VM 2018. Det er svært at sige, men vi håber selvfølgelig på at få kampene hertil. Det vil være godt for dansk ishockey som helhed, siger Torben Skovsgaard til FACEOFF-online.dk.

Ingen dansk klub har tidligere huset en Super Final. I fjor blev finalen spillet i tyske Bremerhaven, mens Rouen har haft Super Final to ud af de fire seneste sæsoner – med stor succes.