CONNOR MCDAVID meldes VM-klar

Foto: Connor Mah

Den svenske Edmonton Oilers-spiller Oscar Klefbom smed i aftes en VM-bombe af de helt store med henblik på den kommende store begivenhed i Danmark.

Klefbom har talt med Hockeysverige.se, og er blevet spurgt, om han kommer til Danmark for at spille VM. Det må han desværre takke nej til på grund af en skade, men afslører i samme øjemed, at Connor McDavid er med i truppen – hvis superstjernen bliver spurgt.

– Jeg ved, at Connor McDavid skal med til Danmark, og det samme gælder formentlig også Ryan Nugent-Hopkins, siger Klefbom til Hockeysverige.se.

Den lyder ganske sikker – selv om Klefbom måske har talt over sig og er lidt for tidligt ude afsløringen – og i givet fald er det ganske enkelt et kanonnavn, der skal optræde i Jyske Bank Boxen og Royal Arena til maj. 

Connor McDavid er oppe i den kategori, hvor han kæmper om titlen som “verdens bedste” og selv om Edmonton har haft problemer i indeværende sæson, så har McDavid vist sin vanvittige klasse og det fantastiske skøjteløb mange gange i løbet af sæsonen.

Det er ganske enkelt ishockey for feinschmekere. McDavid står med foreløbig 89 point i 72 kampe i indeværende sæson, og tager han Nugent-Hopkins med til Danmark, så har vi endnu et førsterunde draft pick med på Canadas mandskab, selv om Nugent-Hopkins endnu ikke er vokset til superstjerne-kategorien.