Comeback til Uldall, kontrakt til K. Søgaard og Jessen

Vojens Efterskole

Bjørn Uldall gør comeback i Herning Blue Fox. Og det er en glædelig nyhed, for det betyder, at talentfulde Uldall er blevet følgerne af den hjernerystelse kvit, der tvang ham til at stoppe karrieren i maj 2016. 

Det var en hjernerystelse, han pådrog sig i november 2015, der kostede ham det, der nu blev et foreløbigt karrierestop, men Uldall er nu klar igen – og har også holdt sig varm med lidt ishockey i de lavere rækker i den forgangne sæson.

Han har spillet 22 landskampe og 150 Herning-kampe og blev regnet som et af landets store backtalenter på sit højeste niveau. Spændende, om han når så vidt igen.

Desuden har Blue Fox endelig fået kontrakt med U20-landsholdsbacken Jakob Jessen, der var tæt på at nå den endelige VM-trup i den netop afsluttede sæson.

Jakob har jo i flere år vist hvor dygtig han er. Sidste sæson prøvede vi også at få det til at lykkes med Jakob, så derfor er vi selvfølgelig glade for, at vi nu har fundet frem til en aftale for de kommende to sæsoner. Vi ser meget frem til at følge Jakob Jessen, når han tager det endeligt udviklende skridt ind i elitehockeyen, hvor vi spår ham en rigtig god fremtid, siger Herning-direktør Torben Skovsgaard.

Han har ligeledes forlænget kontrakten med Kristoffer Søgaard, der spillede en fin sæson i fjor.

– Kristoffer havde senest en sæson med en del spilletid, hvor han med en ukuelig vilje og en stor arbejdsindsats fik bidt sig fast i truppen. Hos Blue Fox forventer man naturligvis, at han kan fortsætte den positive udvikling, og tager den et yderligere et skridt videre i den kommende sæson, lyder det fra klubben.