Christian Wejse er på vej over Atlanten

Christian Wejse i landsholdsdragten, da Danmark i november spillede U18-landskampe i Vojens. I aften scorede han sine første mål i Metal Ligaen. (Foto: Jan Korsgaard)

U18-landsholdets kaptajn fra i fjor, Christian Wejse, er på vej til Canada, hvor han fra den 22. august skal deltage i training camp for sin kommende klub med Blainville-Boisbriand Armada, der spiller i en af de tre store juniorligaer under CHL-paraplyen, QMJHL.

Esbjergenseren blev tidligere på året valgt af Blainville-Boisbriand Armada i CHL’s import draft, og det er altså på den konto, at Christian Wejse i den kommende tid skal i gang.

– Jeg kommer derover lidt før campen og skal muligvis spille med i en miniturnering for tre hold, der spilles i dagene forinden.

– Jeg skal på is derovre for første gang på mandag og skulle være sikker på en plads på holdet. Campen deltager jeg i for at komme i form og få noget træning, kommer det fra Christian Wejse.

Han fik i fjor sit store gennembrud i Metal Ligaen og ligner en type, der kan begå sig godt i Nordamerika. Også på U18-landsholdet spillede han en solid og væsentlig rolle gennem hele sæsonen.