CHL: Kanonmål af Malte Setkov for Malmö

Malte Setkov fortsætter med at gøre et godt indtryk i Malmö-ishockeyen. Den unge dansker pendler for øjeblikket mellem Malmö Redhawks og IK Pantern, og i går spillede han for Redhawks i Champions Hockey League i 3-0-sejren over Kometa Brno.

På et tyndt besat Malmö Isstadion spillede Redhawks mod tjekkerne om førstepladsen i puljen, og Malte Setkov viste storspil, da han i tredje periode fik pucken i angrebszonen og iskoldt ventede, inden han stensikkert og uden at tøve trak pucken op i nettaget til 2-0.

Flot mål af den unge dansker, der i aftes fik 13:23 minutter på isen.

Ifølge Sydsvenskan fortsætter Malte Setkov i dag med IK Pantern og flyver med den lille Malmö-klub til Umeå for at møde Björklöven. Travle tider for den unge dansker, der vader i roser i Skåne for tiden.