CHL: Finland og Schweiz venter på Esbjerg

Lodtrækningen til den kommende sæson i Champions Hockey League er foretaget, og Esbjerg Energy får – det kunne næsten ikke undgås – en vældig vanskelig opgave i gruppespillet, hvor to af tre hold går videre til 1/16-finalerne.

Turneringen begynder allerede i slutningen af august, og Esbjerg får fornøjelsen af finske IFK Helsinki og det schweiziske mandskab fra EV Zug.

Finnerne fra første seedningslag og schweizerne fra andet seedningslag. Begge hold var med i sidste sæsons CHL uden den særlig store succes:

IFK Helsinki sneg sig forbi gruppespillet og tabte derefter i første knockoutrunde til HC Davos fra Schweiz, mens EV Zug tabte alle fire kampe i gruppespillet, hvor Tappara Tampere og Djurgården var modstanderne.

I den netop afsluttede sæson i Finland var IFK Helsinki helt fremme i finalerne, hvor det blev til nederlag mod Tappara Tampere, mens EV Zug i Schweiz blev nummer fire i grundspillet, men tabte 0-4 i kvartfinalen mod de senere finalister fra HC Lugano.

SønderjyskE har tidligere mødt IFK Helsinki i Champions Hockey League, mens det er første gang nogensinde, at et dansk klubhold tørner ind i et hold fra Schweiz i en europæisk klubturnering.