CHL: Esbjergs eventyr er slut efter hård finsk behandling

Med to uafgjorte i ordinær spilletid og en sejr i overtid over selveste IFK Helsinki, gjorde Esbjerg Energy mere end man kunne forvente i Champions Hockey League.

At kræfterne desværre ikke rakte til en monsterpræstation i den finske hovedstad var måske at forvente, men ikke desto mindre har Esbjerg vist, at den danske Metal Liga trods alt kan følge med i perioder – selv når det gælder modstand fra de store ligaer ude i Europa.

I dag vandt IFK Helsinki 7-0 i en ensidig affære mod vestjyderne, der var på hælene lige fra start. Målmand Seldrup holdt Esbjerg inde i kampen i godt 12 minutter, inden Lennart Petrell scorede kampens første mål. Og så gik det eller slag i slag.

Nøjagtig – i øvrigt – som da SønderjyskE for et par år siden tabte 1-10 hos IFK Helsinki også en i Champions Hockey League-match.

Tuomi Tuominen og Juhamatti Aaltonen scorede inden første pause og lukkede dermed reelt opgøret med 3-0 efter 20 minutter. 20-5 i skud efter første periode og yderligere scoringer af Petrell og Aaltonen i midtperioden gjorde tingene værre for Esbjerg foran 3164 tilskuere.

Panu Mieho og til sidst Jasse Ikonen lukkede og slukkede festen, der betød, at IFK Helsinki med fire point nøjagtig overgik Esbjergs tre pinde i CHL-puljen.

EV Zug vandt suverænt puljen med 11 point, men mon ikke Esbjergs fine indsats betyder, at den danske mester holder pladsen i CHL til næste sæson, hvor der i stedet for de nuværende 48 hold kun er 32 mandskaber med.