CHL: Esbjerg snuppede overraskende point i Schweiz

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy snuppede et meget overraskende point i aftenens match i Champions Hockey League hos schweiziske EV Zug. Vestjyderne klarede 2-2 i den ordinære tid, men tabte de afgørende straffeslag og måtte derfor “nøjes” med en enkelt pind med hjem på den lange bustur.

Det vil esbjergenserne dog være tilfredse med. Ikke mindst fordi det giver mulighed for at gå videre til næste runde i hjemmekampen på fredag mod IFK Helsinki. Her vil en sejr i ordinær tid sende Esbjerg videre på bekostning af finnerne, der har tabt to “rene” kampe mod EV Zug.

Esbjerg Energy var langt bedre med over 60 minutter – og overtid – end i den første kamp mellem de to hold tidligere på sæsonen i Granly Hockey Arena. Her fulgte Esbjerg groft sagt kun med i 12-14 minutter, inden schweizerne trak fra.

I begyndelsen af aftenens var EV Zug dog i gang med den store dominans, som mange af 2844 tilskuere i Bossard Arena nok havde forventet.

Efter syv minutter tabte Phillip Bruggisser en nærkamp bag mål, og kort efter stod Fabian Schnyder helt fri foran Mathias Seldrup, der ikke kunne nå at få flyttet sig til siden.

Schnyder kunne uden problemer gøre det til 1-0.

Men gæsterne fik hurtigt udlignet, da Tyler Fiddler drejede en puck ind til 1-1 et par minutter.

Esbjerg var godt med i resten af perioden, men en udvisning i slutfasen blev kostbar, da Raphael Diaz og Josh Holden i fællesskab fik scoret til 2-1 efter 19:55.

Den gjorde ondt, og der var tryk på Seldrups mål lige efter pausen.

Esbjerg-keeperen måtte have stolpen til hjælp en enkelt gang eller to, men stod gennengående en fin, fin kamp.

Og så gik hverken værre eller bedre, end at Tyler Fiddler fik udlignet med sit andet mål på aftenen. Der var spillet 37 minutter og Energy lugtede nu et vigtigt point.

Zugs pres fortsatte i tredje periode, men et vældig disciplineret Esbjerg-hold formåede at holde stand, og man må igen rose Mathias Seldrup i målet for en fremragende kamp.

Begge hold fik mulighed for en fem mod fire-situation i slutfasen. For Esbjergs vedkommende blev det for nervøst et powerplay et par minutter før tid.

Spillerne var muligvis lidt angste for at smide det ene point, som holdet havde på kontoen på det tidspunkt.

Det beholdt Energy-mandskabet og røg derefter ud i overtid, hvor de danske mestre igen kom under tungt pres. Sune Hjulmands stav knækkede og Mathias Seldrup måtte ud i en stor redning med griberen for at redde et kanonskud fra Reto Suri.

Seldrup reddede 41 af 43 schweiziske skud inden straffeslagene og overstrålede sin indimellem usikre kollega i den anden ende, Fabio Haller, der endte med en redningsprocent på 88.24. Seldrups var 95.35.

Til gengæld vandt Haller duellen i straffeslag ved at snuppe fire af slagsen, mens Seldrup måtte lade sig passere to gange, til sidst af den ikoniske canadier hos EV Zug, Josh Holden.