CHL: Assists til True og Aagaard, debutsejr til Mieritz

Foto: Jan Korsgaard

Alexander True var tilbage i de vante rammer med point. I sin første WHL-kamp siden U20-VM leverede Alexander True en assist i Seattle Thunderbirds’ 3-1 sejr hjemme over rivalerne fra Portland Winterhawks.

Assisten, der er den danske centers 10. i denne sæson, kom lidt over midtvejs i første periode, da True sammen med backen Turner Ottenbreit lagde op til Ethan Bears 1-0 scoring.

Seattle scorede yderligere to gange i anden periode, inden gæsterne fik reduceret med tredje periodes eneste scoring.

Aagaard assisterede i overtidssejr
I Canada var der også danskerpoint på tavlen, da Mikkel Aagaard leverede sin syvende assist i Sudbury Wolves-trøjen. Den danske center var ene mand om at assistere på Dmitry Sokolovs 1-0 scoring tidligt i anden periode.

Derefter fortsatte et regulært skydetelt. Skudstatistikken for kampen lød på hele 45-51 efter de 62 minutters spil, der blev afgjort, da Ryan Valentini sikrede Wolves sejren to minutter inde i overtiden.

Debutsejr til Mieritz
Opholdet hos Guelph Storm fik en god begyndelse for den danske back, Christian Mieritz. I sin Storm-debut sluttede Mieritz med +1 i 5-2 sejren over gæsterne fra Barrie Colts.

Plusset kom midtvejs i tredje periode, da Mieritz sammen med backkollegaen Levi Tetrault var på isen, da Givani Smith gjorde det til 4-1.

Gæsterne fra Barrie kom ellers foran midtvejs i første periode, men med undertalsmål i slutningen af perioden kom der gang i stormen, der svarede igen med fire mål, inden gæsterne fik svaret igen.