CHL: Aagaard stjal billedet i sin Wolves-debut

Mikkel Aagaard har ikke efterladt målene i Niagara. Natten til lørdag fik den danske center debut for Sudbury Wolves, som han tidligere på ugen blev tradet til. Aagaard stjal hurtigt billedet i opgøret mod Christian Mieritz’ Hamilton Bulldogs, der var uden deres danske back i opgøret, og blev efter kampen kåret til kampens ”first star” (kampens spiller).

Midtvejs i første periode scorede Aagaard sit første mål i Wolves-trøjen, da han bragte værterne i front. Bulldogs udlignede midtvejs i anden periode, men Aagaard genskabte føringen tre minutter senere. Den tidligere Frederikshavn-spiller kunne dog ikke hindre Bulldogs i at løbe med sejren, da Cole Candella scorede til 3-2 med 18 sekunder tilbage af overtiden, mens Aagaard var på isen som eneste Wolves-forward.

True var pointløs i sejren
Alexander True kom ikke på tavlen, da Seattle Thunderbirds hentede sæsonens 16. sejr. En stærk anden periode gjorde udfaldet i 5-3 sejren, der holder danskerklubben på Western Conferences tredjeplads.

Petersen og Chiefs tabte
Lasse Petersen kunne ikke forhindre Tri-City Americans i at løbe med sejren, da Spokane Chiefs ude tabte 6-5. Den danske keeper erstattede Chiefs-målmanden Tyson Verhelst sent i anden periode, da Tri-City var kommet på 4-5. Værterne sikrede sig sejren i tredje periode, hvor de scorede to gange på lidt under halvandet minut.