Champions Hockey League: Kristensen og Linköping overlevede Davos-chok

Foto: Jan Korsgaard

Der er stadig danskere tilbage i Champions Hockey League, hvor vi i aften fandt frem til de sidste 16 hold i turneringen.

Den eneste helt faste mand er Emil Kristensen, der sammen med sin klub Linköping, røg ud i en sand og lidt uventet gyser her til aften mod Davos fra Schweiz. Svenskerne havde vundet den første kamp 7-4 i Schweiz, men i begyndelse af tredje periode scorede Robert Kousal til 3-0 for Davos – og så var den pludselig 7-7 samlet.

Gys i det svenske, hvor Linköping reddede æren og pladsen i næste runde med to sene mål. Emil Kristensen var i tredjekæden.

Rasmus T. Andersson var igen i fjerdekæden hos HV71, der sikrede sig adgang til ottendedelsfinalen via en 4-3-sejr på udebane. Det samlede udfald var der aldrig tvivl om, for HV71 havde vundet den første kamp med 2-0 og vandt dermed samlet 6-3.

I Växjö var Mads Christensen – trods sin badebillet i den første kamp – med i opstillingen hos Red Bull München. Tyskerne havde som ambition at nå rigtig langt i CHL i indeværende sæson, men den drøm blev allerede slukket her i ottendedelen, hvor 1-1 i den første kamp blev vekslet til en samlet 5-4-sejr til svenskerne, der havde sendt Jonas Röndbjerg tilbage til U20-mandskabet.

Et reduceringsmål til 3-4 af Jerome Flaake efter 52 minutter var det tætteste München kom på en overtid hos Lakers, der dermed er blandt 16 hold videre i den efterhånden ganske prestigefyldte europæiske turnering.

Ellers bemærkelsesværdigt:

  • Esbjergs overmænd fra Finland, IFK Helsinki, vandt efter straffeslag mod landsmændene fra TPS Turku.
  • Esbjergs overmænd fra Schweiz, EV Zug, er til gengæld ude – samlet 1-6 mod Eisbären Berlin.
  • Miroslav Forman scorede det eneste mål – i forlængelsen – da Sparta Prag vandt 1-0 og samlet 2-1 over finske Kärpät fra Oulu.
  • Nitra fra Slovakiet fik monsterklø – samlet 0-12 – mod Vitkovice fra Ostrava i Tjekkiet.
  • 3-3 mellem Plzen fra Tjekkiet og Lugano (Schweiz). Sidstnævnte sikkert videre.
  • SaiPa Lappeenranta vandt et andet finsk lokalderby over Tappara Tampere. Samlet sejr 6-2.
  • Et uvant antal svenske hold røg ud tidligt i turneringen. Djurgården (mod KalPa Kuopio), Färjestad (mod Liberec) og Skellefteå (mod JyP Jyväskylä) er alle ude.
  • De forsvarende mestre fra Frölunda sikkert videre efter 5-0 mod Yunost Minsk, der ellers havde vundet 3-2 i det omvendte opgør.
  • Lugano suppleres af yderligere tre hold fra Schweiz i næste runde. SC Bern slog Red Bull Salzburg ud, Fribourg-Gotteron slog HC Kosice ud, mens Zürcher SC Lions sikkert vandt samlet 9-3 over tyske Wolfsburg.