Ceman søger efter maksimal intensitet

SønderjyskE kom stærkt igen i aftes i Esbjerg, men blev overtrumfet af et endnu stærkere comeback fra hjemmeholdet, der sendte hovedparten af de knap 3000 tilskuere i regulær ekstase i Granly Hockey Arena.

Sønderjyderne har dog langtfra givet op, pointerer træner Dan Ceman, men han søger stadig efter den rette intensitet hos sine spillere – og “playoff-mode”, som han kalder det i et interview med Nordschleswiger.dk.

– Vi viser ikke den slutspilshockey, vi plejer. Det var først i tredje periode, vi leverede den indsats, vi er i stand til. Vi er stadig ikke i “playoff-mode”, men forsøger i stedet at kombinere os til målene med skønspil. Når vi finder den nødvendige intensitet som i tredje periode, så er vi stærkere end Esbjerg, og det giver håb (for de kommende kampe), siger han til avisens hjemmeside.

Thomas Spelling, den sønderjyske målscorer til 1-0 – til samme avis:

– Det her nederlag var hårdt at fordøje. Et stort comeback (SønderjyskE gik fra 1-3 til 4-3 i tredje periode), men alligevel kom vi tomhændet fra kampen. Vi gav dem for mange mål på grund af egne fejl i aften, men jeg er ikke i tvivl om, at vi stadig kan dreje serien til vores fordel, siger han.