Canadiske talenter skal holde sig fra sociale medier under U20-VM

Det er ingen hemmelighed, at sociale medier tager manges tid. Talentfulde ishockeyspillere bruger også meget tid på Twitter, Facebook og Instagram, men det canadiske ishockeyforbund appellerer nu til, at landets ishockeytalenter bruger deres tid på at tænke på andet end likes og hashtags under årets U20-VM.

Hockey Canada og den unge superstjerne Connor McDavid opfordrer spillerne på det canadiske U20-landshold til at holde sig fra de sociale medier under årets U20-VM i ishockey, som afvikles i Finland fra 26. december til 5. januar.

– Sluk jeres telefoner, sluk for Twitter. Drop Instagram og hvad du ellers har. Bare prøv at gøre den verden du lever i så lille som muligt, siger Connor McDavid ifølge NHL.com.

Ryan Jankowski, som er director of player personnel på det canadiske hold, er glad for Connor McDavids opfordring til sine unge kolleger, som skal forsøge at sikre Canada guldet ved den store turnering i Finland.

– Det er fremragende at have Connor til at sige det, fordi det understreger vores budskab. Vi vil gerne leve i en lille boble, især fordi vi er i Europa, og har tidsforskellen, siger Ryan Jankowski.

Canada vandt i januar guld ved U20-VM på hjemmebane. På sin vej mod finalen slog holdet Danmark ud i kvartfinalen. Ved det forestående U20-VM er Danmark og Canada i gruppe med hinanden, og mens canadierne altså ser ud til at skulle bruge al deres tid på slagskud og droppasninger, får danskerne formentlig lov til at være lidt på Facebook, Twitter, Snapchat og Instagram i løbet af turneringen.