Canadisk pigekamp stoppet efter syv perioders overtid

En kamp mellem to pigehold i weekenden blev til et maraton og noget, der ligner den længste kamp nogensinde. Og den blev ikke afgjort. For da de to hold i kampen om “Peewee AA championship” i provinsen Nova Scotia i Canada (10-11-årige piger) stadig var uafgjort efter ordinær spilletid og syv perioders overtid – altså 10 perioder i alt! – besluttede turneringens officials og de to holds trænere at erklære begge hold som vindere af turneringen.

Så både TASA Ducks fra byen Tantallon og spillerne Pictou County Selects kunne altså lade sig kåre som mestre. Perioderne varede 15 minutter, og det var den hårde mentale og fysiske belastning, pigerne var udsat for, der fik kampen stoppet efter 10 perioder. Også selv om spillerne fik frugt og andet godt i hver eneste pause frem mod det afgørende mål, der aldrig kom.

– Det var fantastisk at overvære den overtid. Pigerne fortsatte konstant med at spille med hjerte og stædighed. De er ekseptionelle atleter, sagde Peter Twohig, regional director for kvindehockeyen i Hockey Nova Scotia, efter kampen ifølge CBC.

Kampens sidste mål blev scoret i anden periode, og derefter gik der altså otte perioder og lidt til, før kampen sluttede. Der var overvejelser om at afgøre kampen på straffeslag, men lederne mente, at det ville være unfair overfor de hårdt kæmpende spillere – og den tanke kan man egentlig sagtens følge.

Her et “måltavle-tweet” på vej ind i kampens 9. periode.