Canadier med 200 AHL-kampe skal være førstecenter i Esbjerg

Esbjerg Energy er i gang med den helt store lancering af nye folk, for her til morgen tikkede endnu en pressemeddelelse ind fra det vestjyske kontor. Den 24-årige center Ryan Martindale bliver nemlig næste mand i Mark Pedersons trup for den kommende sæson.

Han blev draftet i tredje runde af Edmonton tilbage i 2010 og har over 200 AHL-kampe på sit cv. I fjor delte han sæsonen mellem Florida Everblades i ECHL og Syracuse Crunch i AHL. Han er 191 centimeter lang og vejer 92 kilo og bliver dermed en tung tilføjelse til det vestjyske angreb. Esbjerg-folkene vurderer ham som værende stærkt bevægelig på trods af sin størrelse.

– Ryan har produceret offensivt gennem hele karrieren og har i de senere år taget et stadig større ansvar i forhold til holdets defensiv, siger Esbjerg-træner Mark Pederson.

– Det er en spiller vi forventer skal spille i alle situationer og han ligner et oplagt valg som center i førstekæden. Og så er jeg overbevist om, at Ryans høje arbejdsmoral vil passe fint ind på vores hold og at den vil hjælpe ham til at få succes i den kommende sæson som Energy-spiller.

– Hos Esbjerg Energy er vi meget stolte af, at kunne hente spillere til klubben som er NHL-drafted i de første runder af nogle af verdens stærkeste mandskaber, medens der stadig er udviklingspotentiale i dem. Tidligere i sommers har vi kunnet præsentere 24-årige Jared Knight, der blev drafted af Boston Bruins i anden runde. Og nu præsenterer vi så Ryan Martindale, ligeledes 24 år, der blev drafted i tredje runde af Edmonton Oilers, tilføjer bestyrelsesmedlem Søren Mathiasen.