Cam Braes debuterer for Aalborg i aften

Betragtelig forstærkning til Aalborg Pirates i aften – i hvert fald på papiret. For Cam Braes ser ganske stærk ud, målt på statistikker. Den canadiske center blev for nylig præsenteret i Aalborg, og nu er han altså klar til at tørne ud for nordjyderne, skriver klubbens Facebook-side.

Aalborg spiller i aften mod Herlev Eagles i Bentax Isarena. 

Braes kommer til Aalborg efter et kort ophold hos tjekkiske Orli Znojmo, der spiller med i den stærke østrigsk-baserede EBEL-liga. Cam Braes kom til Orli Znojmo fra HC Thurgau fra den næstbedste schweiziske liga, hvor han lavede over et point i gennemsnit i sidste sæson. I Znojmo opnåede han umiddelbart ikke samme succes og blev offer for omstillinger efter en dårlig sæsonstart. Hans CV ligner dog noget, der sagtens kan gøre sig i Metal Ligaen. 
 
– Med afgangen af David Friedmann, er vi naturligt sårbar på bredden. Med både deltagelse i Champions Hockey League og den igangværende Metal Liga, blev der trukket stort på enkelte kæder, hvoraf skader og træthed begyndte at melde sig. Vi skal og vil spille med stor bredde og  i den forbindelse er det nødvendigt at forstærke truppen, sagde Aalborg-sportschef Ronny Larsen i forbindelse med ankomsten af Braes.