Byråd i Esbjerg tæt på grønt lys til arena-modernisering for 62 millioner kroner

Foto: Jan Korsgaard

Finder Esbjerg Kommunes byrådspolitikere sammen om et flertal – og det ligger mellem linjerne, at det sker – så får ishockeysporten i Esbjerg snart et kæmpe boost.

Granly Hockey Arena skal efter planerne bygges om og moderniseres for 62 millioner kroner, skriver JydskeVestkysten.

Esbjerg Kommune skal betale 50 millioner kroner, mens privat finansiering bliver på 12 millioner, fortæller avisen.

Der skal bygges en ny lounge og publikumsfaciliteter og nye omklædningsrum.

Kristoffer Jarl Kristensen, direktør i Claus Sørensen Fond og bestyrelsesmedlem i Esbjerg Elite Ishockey A/S, glæder sig over den positive tilkendegivelse.

– Jeg synes, at ishockeysporten har vist sin berettigelse som den sportsgren, der historisk har fyldt meget i Esbjerg. Så jeg synes, det er glædeligt, hvis politikerne nu synes, at tiden er kommet, hvor vi skal forbedre faciliteterne, siger han til Jydske Vestkysten, der vurderer, at beslutningen om en ny isarena er meget tæt på at blive en realitet.