Bulldogs slæbte tre point hjem mod Herlev

Metalliga kampen mellem Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs i Scanel hockey arena (Frederikshavn) 2017-09-24 Foto: iShoot.dk

Odense Bulldogs-Herlev Eagles 3-2 (3-0,0-1,0-1) Odense Bulldogs er tilbage på tredjepladsen i Metal Ligaen med tre point i dagens kamp mod Herlev Eagles. Men uden at overbevise.

Fynboerne agerede som en rumlende dieselmotor i de sidste 40 minutter og slæbte sejren hjem på ren overlevelse mod et Herlev-mandskab, der igen-igen tabte på at sejle rundt i begyndelsen af kampen, hvor gæsterne manglede koncentration og den rette intensitet.

Odense bragte sig lynhurtigt foran 1-0, da Dylan Walchuk fik drejet pucken ind bag Marc Schläger, der havde fået målmandspladsen hos Herlev denne vintereftermiddag.

Derefter overlod Odense – bevidst eller ubevidst – initiativet til Herlev, der broderede løs i fynboernes zone uden at skabe åbne muligheder. Hjemmeholdet lurede. Og det gjorde Mikael Gaths mandskab med fornuft og tålmodighed.

Helt ud af ingenting faldt Herlev fuldstændig i Odenses kontrafælde. Martin Larsen erobrede pucken i egen zone og sendte den op til Dale Mitchell på højrekanten. Canadieren passede på tværs til Søren Nielsen, der ikke havde problemer med at smide skiven ind.

Sebastian Ehlers, der pludselig har fundet en vis målfarlighed frem, scorede til 3-0 i powerplay efter et lille kvarter, og set i lyset af Herlevs dårlige resultater på det seneste, lignede det en tidlig afgørelse på kampen.

Gæsterne viste fin moral i begyndelsen af anden periode.

Karl Beckman fik en stor chance foræret af Odense-forsvaret, Rahm reddede. Kort efter var Henrik Nielsen tæt på at bringe Bulldogs yderligere foran, da han afsluttede en solotur med et stolpeskud, der klingede i hele hallen.

Karl Beckman var millimeterpræcis i tiden 24:24, da han fra blå linje klappede et slagskud hele vejen ind bag Rahm og gav Herlev håbet tilbage.

Gæsterne fortsat med mest puck, og måske med ekstra desperation efter at Hvidovres sejr i Rødovre var tikket ind.

Eagles fik ødelagt momentum, da Emil Birk måtte i bruseren for en boarding, men bortset fra et par styringer inde foran kassen, fik Bulldogs ikke skabt meget.

Kort efter var Dale Mitchell tæt på at lægge en baghånd i kassen efter en solotur, men det blev ved 3-1 efter 40 minutter.

Man noterede sig dog også friløbere til både Frederik Høeg og Brett Thompson i anden periode. Dem tog Robin Rahm sig køligt af.

Herlev lagde pres fra begyndelsen af tredje periode og en overtalssituation kastede et par gode muligheder af sig til Frederik Bjerrum foran målet.

Rahm i Odense-målet viste igen sin store klasse med rolig og sikker indgriben, og avancerede til fynboernes bedste på dagen.

Gylden mulighed for Herlev med syv minutter igen, da Søren Nielsen tog en udvisning for slashing, men Mikkel Ankjær dummede sig sekundet efter ved faceoff’en og Eagles-overtallet forsvandt ud i ingenting.

Selv i fire mod fire var Odense spillet helt baglæns og kæmpede desperat for at holde gæsterne væk.

2:15 før tid fik det hårdtarbejdende gæstehold endelig – og bogstavelig talt – arbejdet pucken ind bag Robin Rahm. Mikkel Ankjær stod for den fuldt fortjente reducering, og træner JP MacCallum tog målmand Schläger ud.

Odense var knapt ude af egen zone i de sidste to minutter, der bød på flere nærgående Herlev-forsøg igen med Frederik Bjerrum i centrum. Odense holdt hjem og et slagsmål i den absolutte slutfase mellem Mitchell og Staal blev kun forhindret af dommerne. Panik ved lukketid i begge lejre foran lidt over 800 tilskuere på Fyn.