Bulldogs har ispremiere på mandag

Foto: Jan Korsgaard

Der er istid rundt omkring i landet, således også på Fyn, hvor Odense Bulldogs skal i gang med træningen frem til den nye sæson.

Det bliver under ledelse af den nye svenske træner Pelle Svensson, der skal bygge et nyt og spændende mandskab op. For første gang i fire sæsoner spiller Odense eksempelvis uden Dale Mitchell, der kommer på besøg på Fyn til Bulldogs første hjemmekamp 18. september.

I første omgang gælder det dog ispremieren, der finder sted på mandag 6. august klokken 16:15, hvor Svensson skal have sit mandskab på is.

Det bliver ganske præget af danske spillere, for eksempel har Odense – endnu ikke – en eneste importback i truppen. Måske det kommer i de kommende uger. 

Allerede i denne uge er der dog fuld gang i sagerne i Ret & Råd Fyn Arena, hvor Odense IK’s årlige sommerhockeyskole er i sving.