Bulldogs fortsat på sejrskurs – Rødovre til pause med tre nederlag

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 2-4 (1-1,0-0,1-3) En chancerig og ganske underholdende første periode skød fredagskampen i Rødovre i gang. Et mål hver vej blev resultatet af de første 20 minutter.

Rødovre åbnede scoringen ved brandvarme Mathias Asperup, der få sekunder forinden havde serveret et åbent mål for en holdkammerat – uden scoring. Efterfølgende styrede han Tobias Ruelykkes skud ind bag Galansky.

To Rødovre-udvisninger fulgte, og her lagde Bulldogs et tungt pres og tilspillede sig flere helt åbne chancer.

Udligningen faldt dog først i sidste minut. Et nyt powerplay i slutfasen blev denne gang konverteret til mål. En fin aktion fra Martin Larsen satte Simon Grønvaldt op til skud modsat, og den tidligere Rødovre-back satte flot sit skud ind bag Chris Carozzi. En fair deling af i første periode.

Rødovre tog taktstokken i anden periode, men lykkedes ikke at udplacere Tades Galansky trods meget spil.

Den store tjekke diskede op med flere store redninger – den største i begyndelsen af perioden, da hans tidligere holdkammerat, Mike Daugulis, stod helt fri tæt under mål.

Særligt i begyndelsen havde Rødovre fine muligheder. I periodens sidste halvdel blev Bulldogs idømt en række udvisninger, men Bulldogs-boxplayet stod flot og fik afværget i fin stil.

Med 14 sekunder tilbage af perioden spillede Dale Mitchell pludselig ligatopscorer Tony Romano helt alene igennem. Chris Carozzi vandt dog lige akkurat den duel, selvom pucken var tæt på at snige sig ind, og de to hold var helt lige inden tredje periode.

Tony Romano har hidtil scoret 15 gange – og leveret nul assister – i sine kampe for Odense, men i aften lagde han op til Dale Mitchell seks minutter inde i tredje periode. Fem minutter senere sendte Mikkel Ankjær Odense på sejrskurs med en scoring, der blev sat ind via en modstander.

Rødovre havde en fem-mod-tre i slutfasen, og her reducerede de til 2-3 ved Steffen Klarskov, da pucken pludselig dumpede ud til ham – efter Jannik Karvinen havde knækket sin stav i et skud.

Panikken nåede dog ikke at brede sig hundrede procent i Odense-zonen, for hurtigt bagefter tromlede Mitchell igennem og fik passeret Carozzi til slutresultatet 2-4, der sender Odense op på andenpladsen, mens Rødovre efter en god start er nede på syvendepladsen i den tætte tabel.