Bulldogs fik vendt skuden i Nordjylland

Foto - Bluelinemedia.dk

Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs 3-7 (1-1,0-3,2-3) White Hawks hjemmebanekrise blev forværret her til aften. For tolvte gang måtte høgene forlade egen is som tabere, da Odense her til aften kørte en sikker 7-3 sejr hjem.

Krisesnakken vil de næste dage tage til i Frederikshavn og omegn, hvor det bestemt ikke behager de hockeygale vendelboer at holdet taber mere hjemme end det vinder. Odense derimod fik afværget deres lille krise, og kan nu igen sigte mod tredjepladsen i Metal Ligaen.

Underholdende og tempofyldt første periode i Nordjyske Bank Arena, hvor der flere gange var bud efter mere end de to mål, der blev scoret. Begge hold kørte hårdt på, og hver gang de nærmede sig blå linje blev der afsluttet på en eller anden vis.

Gæsterne fra Fyn var de første der kom på scoringstavlen i aften. 12 sekunders powerplay skulle de bruge, inden Ned Lukacevic smaskede pucken ind bag en prisgivet Thomas Lillie. Fremragende scoring af canadieren, der i aften så ud til at have fundet sig til rette på Odense-mandskabet.

Hjemmeholdet svarede hurtigt igen. 73 sekunder senere blev det nemlig 1-1. Her var det White Hawks mest scoringsstærke spiller i øjeblikket, Cam Spiro, der sørgede for, at stemningen blev hevet i vejret. Et par hurtige fikse træk af canadieren, inden han lagde pucken mellem benene på Robin Rahm.

Der burde nok have været et par scoringer mere i perioden. Hjemmeholdet var tættest på, med stolpeskud af både Kristian Jensen og Henrik Eriksson. Men voldsomt underholdende efter 20 minutter, der kun havde et minus. Gorm Topholt måtte udgå efter en tackling, og det så ikke godt ud for den ellers hårdføre fighter.

Anden periode åbnede som første. Cam Spiro med en friløber, men han blev lige generet i skudøjeblikket og fik ikke rigtig træf på afslutningen. I den anden ende havde Dale Mitchell et forsøg på overliggeren, og så var vi ligesom i gang igen.

Odense overtog dog mere og mere af spillet. Det også takket være tåbelige udvisninger af hjemmeholdet, der i ordet disciplin ikke rigtig har kasketten skruet ordentlig på. Egentlig noget man normalt kendetegner for et Simioni mandskab, så der er der noget at arbejde med for den canadiske coach, frem mod slutspillet.

Gæsterne kunne bringe sig foran med 2-1 efter små syv minutter af anden periode. Det var Martin Larsen, der fik lidt for meget plads, og så lagde han pucken fladt ind ude ved stolpen. Her så Thomas Lillie ikke godt ud, og må nok tage den på sin kappe.

Efter et kvarter var Odense to spillere i overtal, og kunne for anden gang i aften score i powerplay. Det blev stillet godt op, og så var det en smal sag for Mitchell at smide skiven ind bag Lillie. Og det sluttede ikke her. Kort efter hjemmeholdet igen var fuldtallige, kunne Nick Walters sende pucken helt op af stolpen og ind til 4-1. Der var meget trafik foran mål, så lidt svært at se om Lillie også burde have haft den.

Han var i hvert fald ikke en populær herrer blandt nogle af hjemmeholdets fans. På usympatisk vis blev han bedt om at ”skride ud af kassen”. Nok ikke den måde man samler en målmand op, der er ramt lidt på selvtilliden.

Det dramatiske i perioden kom mod slutningen, hvor Nicolai Eriksen blev sendt i bad. Han var hårdhændet ved Jens Henrik Tónjum, og blev sendt ud i omklædningsrummet med en 2 plus 5 minutters udvisning. Opstandelse i Odense boksen over den hårde straf, med udefra set så den nu ganske passende ud.

Stor overtalssituation til White Hawks i tredje periode, men den blev ikke forvandlet efter hensigten. Hurtubise mistede pucken, og så kunne Jonas Hansen i frit ridt mod Lillie, sende pucken ind til 5-1.

Der blev dog pyntet på resultatet. Cam Spiro kunne kort efter reducere til 2-5. Spiro er målfarlig for tiden, men skal høgene gøre noget i det kommende slutspil, så skal flere af topspillerne på banen med scoringer. Derfor var det også en streg i regningen at Joachim Linnet måtte udgå. De første bulletiner tegner ikke godt, og er det en brækket fod som rygterne gik på, er slutspillet væk for den sympatiske midtjyde.

Fynboerne rullede på, og derfor var det naturligt det også blev 6-2. Jacob Johnston styrede pucken ind bag Lillie. Mishagsytringerne mod hjemmeholdets spillere var i højsædet, og hånlige klap ned mod spillerne blev der kvitteret med.

Et kriseramt White Hawks-mandskab på egen is, der ikke ligner en enhed, eller en flok der kæmper for det samme mål. De fik dog reduceret til 3-6 med to minutter igen. Det var igen Cam Spiro der stod for scoringen, og han har nu lavet syv mål i de sidste to kampe.

Simioni gjorde herefter et vildt sats med Lillie ud af buret, men der var nok ikke nogen der helt troede på et vildt comeback, trods time-out af den karismatiske coach.  Det gav dog også ekstra bagslag, da Mitchell kunne fuldende en god Odense aften i Vendsyssel, med aftenens sidste scoring til 7-3, og tre vigtige point til fynboerne.