Bozic i Herlevs boks i aften

Det bliver den skadede back Dennis Bozic, der skal være ansvarlig for Herlev Eagles i aften, når holdet møder Aalborg i det, der næsten ligner en skæbnekamp.

Bozic blev skadet tidligt i sæsonen, og har længe fungeret som en slags assistent for Linus Fagemo. I aften får han altså hovedansvaret for Eagles-mandskabet, når det går løs i Gigantium Isarena. Det bekræfter Herlevs sportslige ansvarlige i bestyrelsen, Nicolai Flindt, over FACEOFF-online.dk.

Der er dog næppe tvivl om, at det er en midlertidig løsning for Herlev-organisationen. Nicolai Flindt svarer følgende på sms’en om, hvem der skal være ny træner:

– Det kan jeg ikke sige pt.

Mon ikke der arbejdes hårdt på en løsning i kulissen i Herlev, hvor man altså tidligere i dag valgte at melde fyringen af træner Linus Fagemo kort før kampen mod Aalborg. Det skete med følgende meddelelse:

“Herlev Eagles har besluttet at fritage Linus Fagemo for trænergerningen med øjeblikkelig virkning.

Trods ihærdig indsats må vi konstatere at resultaterne indtil videre i denne sæson ikke har været tilfredsstillende.

Herlev Eagles takker Linus Fagemo for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste fremover.”