Blue Fox: Underskud var kalkuleret, guld er målet

– Underskuddet har vi lagt bag os. Nu er vi optimister, siger Herning Blue Fox-formand Claus Sørensen i telefonen, da Faceoff.dk fanger ham i telefonen.

Det er dagen efter, at midtjyderne ved generalforsamlingen præsenterede et underskud på 1,9 millioner kroner efter en mislykket sæson, der fik et hårdt exit med en fyring af træner Todd Bjorkstrand.

Bjorkstrand havde en kontrakt på tre år, og det er den fortsatte løn til eks-træneren, der vejer tungt i regnskabet.

Claus Sørensen taler om et kalkuleret underskud. Det var ikke, da Jeff Ulmer scorede det afgørende mål i Frederikshavn, at Blue Fox-ledelsen var begyndt at tænke over, at det kunne blive en dyr sæson.

Det havde man allerede gjort tidligere, og var begyndt at sikre sig økonomisk mod konsekvenserne.

– Trænerfyringen og de sidste udlændinge, vi hentede ind, kom til at koste os. Vi kender vores branche ud og ind, og da vi tabte i Frederikshavn, kendte vi situationen. Et eventuelt farvel til Todd var afstemt gennem systemet – også økonomisk, understreger han.

Og så er vi tilbage ved optimismen. Ifølge Claus Sørensen har Blue Fox aldrig været så langt fremme i forhold til at få tegnet sponsorater, som det har været tilfældet i denne sæson. Han kalder det positivt opbrud og lægger ikke skjul på ambitionerne.

– Vi skal med i Final Four i Boxen og vi skal ramme en finaleserie. Vi kan lige så godt sige, at alt andet vil være en skuffelse. Vi bryster os med, at vi er Danmarks mest vindende ishockeyklub, og det skal vi have ført ind i nutiden, siger Claus Sørensen.

– Vi har en træner, der er i perfekt symmetri med klubben og spillerne, og et hold, der kan føre os langt, tilføjer han.

Det er primært eksisterende aktionærer, der har sørget for en økonomisk indsprøjtning til herningenserne. Blue Fox er så langt i egenkapitalen, at der kan købes ind op til de seks millioner, der er lønloftets maksimum.