Blue Fox tog hævn over Rødovre

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Herning Blue Fox – Rødovre Mighty Bulls: 6-3 (1-0)(3-1)(2-2)

Indledningsvis noterede begge hold sig for et par fine chancer, men både Stefan Ridderwall og Simon Nielsen var klar fra start.
Alligevel blev svenskeren snydt tidligt i kampen.

Patrick Madsen sendte et løst håndledsskud mod mål, og synet fra mål blev delvist spærret, og så fandt pucken vej til netmaskerne.
Blue Fox på 1-0 og med en smule ro i hovederne.

Herlev nappede tidligere på dagen tre point mod Odense, mens en sejr i dag ville sende rævene forbi netop Rødovre i tabellen.
En generel chancefattig første periode der blev kendetegnet ved to godt organiserede defensiver, men også mange fejl i midtzonen.

Herning sad dog på de fleste af afslutningerne og de bedste offensive indslag, mens tyrene fra Vestegnen primært skød med løst krudt.
Periodens enlige målscorer blev sendt akavet ind i banden efter en duel med André Pison, og spekulationerne i pausen gik på, om en af holdets bærende kræfter blev skadet på et kritisk tidspunkt i sæsonen.

Blue Fox trak fra

Der var spillet mindre end et minut af anden periode da kampens første udvisning faldt. Victor Andersen var synderen, men han kunne se sine holdkammerater lukke fornemt af foran Nielsen.

Et skud fra David Suvanto havde alligevel næsten snydt manden på stregen, og derfor gjorde det ekstra ondt på gæsterne, at Jurij Repe scorede et sjældent mål efter en faceoff sekunder senere.

Rødvore havde efter målet godt fat i Hernings zone, og det kastede endnu et powerplay af sig. Denne gang lod gæsterne ikke chancen gå til spilde, og Julius Nyqvist sendte et slagskud ind bag Simon Nielsen til reducering 2-1.

Jan Dalecky viste kort efter på ny kreative sider frem da han gjorde det til 3-1. Tjekken blev nedlagt da han sled sig alene igennem, men glidende på knæ fik han skubbet pucken ind ved roden af stolpen.

Blue Fox måtte slå endnu et powerplay i stykker i en affære, der blev præget af en lettere ond stemning. Stemningen på lægterne blev til gengæld langt bedre, da Joonas Riekkinen og Kristoffer Astorp kombinerede glimrende, og sidstnævnte scorede sikkert til 4-1.

Hektisk afslutning

Så godt som ingen i Kvik Hockey Arena turde endnu at sælge skindet fra tyrene, men spillerne på isen syntes ikke at have blamagen i Rødovre i hovederne.

Elegante træk og en fræk pasning fra Kristoffer Astorp burde have sendt Blue Fox yderligere foran, men Stefan Ridderwall leverede en klasseredning på Jan Daleckys afslutning tæt under mål.

Begge hold misbrugte i de efterfølgende minutter hver sit powerplay, og gæsterne havde nu lidt over en halv periode til at genskabe deres kunststykke.

Joonas Riekkinen var imidlertid millimeter fra at lukke kampen endegyldigt, men skuddet tog stolpen og blev akkurat fisket væk i tide.

I stedet kunne den tidligere Herning-spiller, Riku Pitkänen, scorer efter en sukkerpasning fra Patrick Flügge.
Mike Aviani var tæt på at afslutte en glimrende solotur, men han fik i stedet fremskaffet sit hold et powerplay.

Riekkinen ramte endnu engang stolpen, men kampen blev først agjort da Lasse Lassen styrede afslutningen fra Markus Jensen i nettet.

Gæsterne satsede hele butikken med over fire minutter igen efter et par hurtige udvisninger, og Nicklas Carlsen fik reduceret til stillingen 5-3.

Publikum fik sig endda en kuriøs oplevelse da Kim Johansson sendte pucken fra offensiv zone og tilbage i eget net, og dermed sluttede denne søndagsforestilling med cifrene 6-3. Simon Nielsen blev således noteret for sit første mål i karrieren.