Blue Fox præsenterer Florida Panthers-assistent som ny træner

Herning Blue Fox har fået sin nye træner på plads. 

42-årige Ben Cooper er således klar til at skifte livet som assisterende træner i NHL-klubben Florida Panthers ud med en tilværelse i Danmark og Herning Blue Fox, skriver klubbens hjemmeside. 

Her kommer han for at samle alle sine erfaringer og stykke dem sammen til en definition af ham som cheftræner, en drøm som han deler med blårævene.

Ben Cooper startede tilbage i 2005 som professionel videotræner i den næstbedste nordamerikanske hockeyliga AHL og arbejdede sig hurtigt op blandt verdens bedste på den position. Dette førte også til, at han i 2008 blev valgt frem for de bedste videoanalytikere i hele verden af ishockeymastodonten Team Canada. De næstkommende to år beviste han sit værd og vandt en VM-sølvmedalje og slutteligt olympisk guld med det canadiske landshold.

Ben Coopers CV viser en høj ishockeyuddannelse og efter et par år som assisterende træner i verdens bedste ishockeyliga er han nu klar til den danske Metal Liga. Selvom Ben nu rejser langt væk fra de glamourøse og solvarme rammer i Florida, kommer han til Midtjylland topmotiveret og sulten efter at starte med arbejdet.

Talent- og sportschef Martin Struzinski har kæmpet i ugevis for at lande aftalen med canadieren, og er med tanke på hvor højtuddannet Ben Cooper er, og med de mange fantastiske referencer fra de danske NHL-spillere der har arbejdet med ham, ikke sen til at kalde tilgangen et kæmpe scoop for Blue Fox.

– At en så stor trænerkapacitet har valgt Herning Blue Fox som sin næste destination i sin trænerkarriere, efter at have været træner på allerhøjeste niveau de seneste år, er naturligvis overvældende for os og vi betragter det som et kæmpe scoop. Ben passer glimrende ind i den trænerprofil vi har søgt, hvor hans menneskelige egenskaber gør det naturligt for ham at indgå i dialog med spillerne på daglig basis, siger Struzinski. 

– Ben er en hårdtarbejdende, ambitiøs ”sulten” træner, der samtidig er enormt dedikeret, og har motiveret alle omkring sig hidtil i sin karriere, hvor han både har arbejdet med unge såvel som professionelle spillere på absolut øverste hylde.

– I Ben får vi yderligere en højtuddannet træner, som besidder en moderne ledelsesstil og tilgang til ishockey, og som samtidig er opdateret med nyeste viden og tendenser indenfor vores sport. Vi ser rigtigt meget frem til samarbejdet, og er overbeviste om, at vi med Ben Coopers kompetencer, engagement og indstilling vil kunne indfri klubbens ambitioner på sigt, siger Martin Struzinski.