Blue Fox og SønderjyskE væltet efter 13 titler

Foto: Jan Korsgaard

Man kan næsten tale om, at denne lørdag aften er historisk  – i hvert fald set med nyere danske ishockeyøjne.

For da Odense Bulldogs i 2009 vandt pokalfinalen over Herning Blue Fox med 4-1 i Kvik Hockey Arena, markerede det samtidig seneste titel i dansk topishockey, som IKKE blev vundet af Herning eller SønderjyskE.

De seneste 13 titler i dansk ishockey er nemlig blevet vundet af de to giganter, der har delt de seneste seks cuptitler imellem sig. De to seneste sæsoner har Herning og SønderjyskE endda spillet finale med Herning som vinder begge gange.

Men nu skal der altså ske noget nyt i den henseende, og alle uden for Herning- og Vojens-egnen vil formentlig finde det ganske forfriskende.

Og repræsentanterne fra Odense, Esbjerg, Frederikshavn og Aalborg kan ånde lettet op og glæde sig over at undgå de to hold, der altid plejer at være skarpest, når det gælder.

Der trækkes lod til Metal Cuppens semifinale på tirsdag i forbindelsen med Metal Ligaens optaktspressemøde og overgivelsen af Canadian Ambassdor’s Cup til sidste sæsons bedste spiller.