Esbjerg sendte Blue Fox ned på jorden igen

Foto: Jan Korsgaard

Herning Blue Fox – Esbjerg Energy 2-4 (1-2, 0-1, 1-1) Et hjemmehold med nytanket selvtillid skulle her til aften forsøge at ride videre på bølgen i den hjemlige liga, og vejen tilbage mod toppen startede med en gammel klassiker mod Esbjerg Energy.

Blue Fox spillede sig da også frem til kampens første chance, da Thomas Andersen var først over en retur, men Frazee i målet reddede i to omgange.

De to hold lagde begge ud i et godt tempo, men hjemmeholdet virkede en smule hurtigere på skøjterne hvilket blev meget godt illustreret af Jordan George, som trak kampens første udvisning på Pistilli.

Blue Fox var ikke sene til at udnytte muligheden for at bringe sig i front, og en stærkt spillende kaptajn i Daniel Nielsen hamrede et slagskud ind bag en sagesløs Frazee.

Esbjerg fik dog mulighed for lynhurtigt at bringe balance på måltavlen, da både Essery og Smithson kort efter hinanden måtte skøjte i straffeboksen. Det gav da også pote for gæsterne, da Matthew Pistilli gjorde skaden god igen, og slog returen fra Pisar i kassen.

Netop som Blue Fox blev fuldtallige blev Mario Lamoureux spillet blank foran mål, men Pisar viste klassen og reddede for hjemmeholdet.

Begge hold spillede med stor fart og stor intensitet, og der hang en duft af playoff i luften. Fløjten forblev med små fem minutter tilbage tavs, da den mindste Daniel Nielsen blev trippet i offensiv zone, og i stedet kunne Aaron Lee sende pucken i mål via armen på Pisar, som ikke kunne holde skuddet.

Et breakaway til periodens midtpunkt, Matthew Pistilli, blev generet tilpas meget af en stærkt kæmpende Rasmus Nielsen, og dermed endte en stærkt underholdende periode med en føring på 2-1 til gæsterne fra Vestkysten.

Jerred Smithson blev straks fra periodens start spillet fri af Jordan George, og efter en stor redning fra Frazee blev Joacim Linnet udvist, da hans forsøg på at slå returen ind ramte Frazee i hovedet så hjelmen fløj af. Linnet skøjtede i boksen og kort efter blev Steffen Frank sendt samme vej efter en noget hård dom fra dommerne.

Igen udnyttede gæsterne kynisk muligheden og slog til med lidt af en perle. Wade Bergman lobbede pucken over staven på Pisar og Herning-backen, og så kunne Brock Nixon i ren baseballstil slå pucken ind til 3-1.

Thomas Andersen, som ikke er specielt stor af størrelse, fik sendt Aaron Lee i banden, og så lød fløjten igen fra en dommerkvartet, som i aften havde svært ved af finde en ensartet linje. Nicholas Jensen tog sig kærligt af Andersen og så måtte han skøjte samme vej.

Spillet fortsatte dog videre, og heldigvis dalede spillerne ikke i niveau, som kampen skred frem. Blue Fox blev på ny ramt af en udvisning, og det var vigtigt for kampen at rævene overlevede denne gang.

Rasmus Vad måtte hive i nødbremsen for at stoppe Essery, og Blue Fox fik i stedet muligheden for at reducere i powerplay.

Tomas Sinisalo var centimeter fra at få bladet på en pasning fra George, men marginalerne og dygtigheden var med Frazee og Co.

Historien gentog sig selv kort efter, da Blue Fox på ny fik chancen i powerplay, men rævene manglede den samme skarphed som gæsterne viste i deres forsøg.

Herning skulle frem og jagte en reducering, men gæsterne stillede sig ikke længere tilbage på isen af den grund. Hjemmeholdet havde svært ved at finde en vej igennem gæsternes defensiv, og i stedet kunne energidrengene slå til på ny.

Aaron Lee vandt en kamp om pucken på offensiv blå linje, og så var canadieren iskold i sin afslutning som han lagde mellem benene på Pisar. 4-1 Esbjerg. 

Det lignede en afgørelse på kampen da Blue Fox nu havde mindre end et kvarter til at hente tre mål. Esbjerg var i noget nær fuld kontrol og syntes tættere på at udbygge føringen, end hjemmeholdet var på reducering. Gæsterne befandt sig på ny med en ekstra spiller på isen, og tiden arbejdede nådesløst videre set med mørkeblå briller.

Det lykkedes dog Jordan George at tvinge en reducering på tavlen, og Joachim Linnet var heller ikke langt fra endnu en reducering. Symptomatisk for kampen endte det hele dog med en udvisning til målscorer Jordan George, og så kørte gæsterne sikkert de tre velfortjente point i land.