Blue Fox har matchbold efter dramatisk afslutning

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted Seier Capital – Herning Blue Fox: 3-4 (2-1, 1-2, 0-0) 0-1

Rungsted fandt en masse selvtillid efter den imponerende sejr i Herning, og stod nu med alle muligheder for at skabe en ny dramatisk serie. Omvendt ville en sejr til Blue Fox sikre midtjyderne en matchbold på fredag hjemme på Kvik Hockey Arena.

Hjemmeholdet var stadig uden Robin Bergman og Mikael Christensen, mens det var mere opsigtsvækkende at Anders Poulsen var blevet hjemme. Rævene kunne til gengæld glæde sig over at Juha Kiilholma igen figurerede på Hernings holdopstilling.

Blue Fox må alt andet lige have talt om den manglende indstilling i søndagens kamp, og gæsterne fik et wakeup-call da Brendon Nash efter bare små 40 sekunder svirpede en puck på overliggeren. Den puck blev imidlertid sendt rundt i banden og samlet op af Lasse Lassen, som fangede værterne i en udskiftning, og slyngede pucken op i målhjørnet.

1-0 til Herning som sekunder forinden var marginaler fra at komme bagud. Det er næsten kun i ishockey, at det kan gå så hurtigt. William Boysen havde en stor chance kort efter for at udligne, men han fik ikke løftet pucken over benskinnen på Simon Nielsen.

Det var dog tydeligt, at Rungsted spillede videre med samme selvtillid som sidst, og Mattias Persson havde også en fin chance. Man havde indledningsvis ikke de store problemer med at bryde igennem Hernings defensiv, og gæsterne lukrerede primært på omstillingerne.

En af disse var dog ved at give pote ved Branden Gracel som fik sendt et godt skud afsted, og så var det Rungsted som havde marginalerne. Stolpen kom værterne til undsætning, og opmærksomt forsvarsspil forhindrede canadieren i at prikke returen ind. Sekunder senere en friløber til nordsjællænderne, da Mattias Persson blev den lille i en direkte duel med Simon Nielsen.

Et powerplay var præcis hvad der skulle til for hjemmeholdet. 23 sekunder efter Lasse Duga skøjtede i straffeboksen kunne Rasmus Andersson klinisk udnytte et nydeligt forarbejde fra Morten Green og Mattias Persson. 1-1 og ganske fortjent efter et lille kvarters spil.

En dum udvisning til Patrick Madsen sendte igen værterne i powerplay, og netop som Herning så ud til at klare frisag slog hjemmeholdet til igen. En fremragende tværpasning fra Jake Hansen blev sikkert eksekveret af Nikolaj Krag til 2-1.

Herning bedst og værst

Herning skulle frem og vise noget mere end holdet gjorde i første periode, og man havde også umiddelbart held med at flytte spillet længere frem på isen. Gæsterne kom i hvert fald frem til chancerne fra anden periodes start, og Mathias Mølgaard skulle nok have straffet en fejlpasning som sendte ham alene igennem.

I modsætning til en skræntende defensiv hos gæsterne, så man nu en ganske gæstfri defensiv hos værterne, og Kevin Lindskoug havde virkelig noget at se til. Både Toni Kallela og Juha Kiilholma havde ligeledes store chancer for at udligne, men Rungsted så ud til at overleve det tryk som Herning lagde ud med.

Det måtte dog næsten gå galt før eller senere, og Nicholai Weichel satte et velplaceret slagskud helt ud ved stolpen og skabte en fortjent udligning til 2-2.

Endnu en unødig udvisning til Blue Fox, som dog også blev solgt fint af Aleksi Laakso, gav Rungsted mulighed for at gøre det til alle gode gange tre. Særdeles sløset spil i undetal gav Marcus Olsson en kæmpe chance lige foran mål, men rævenes boxplay fik alligevel løst opgaven.

Kaos i den midtjyske defensiv resulterede i gæsternes fjerde udvisning, og igen blev det straffet af et særdeles skarpt powerplay. Aleksi Laakso fyrede af fra distancen og Simon Nielsen så alt andet end godt ud da pucken nærmest gik igennem ham inde på stregen.

En ny udvisning, igen i den aldeles tynde kategori, gav igen hjemmeholdet chancen i powerplay. Herning overlevede denne gang uden større problemer, og en fejl i udskiftningerne gav i stedet Herning deres første chance i powerplay.

27 sekunder senere lavede Herning deres første mål i powerplay på udebane i dette års slutspil, da Branden Gracel opfangede hurtigt en retur som han sendte ind bag en prisgivet Kevin Lindskoug til 3-3.

Ny overtidsafgørelse uundgåelig

Højdramatisk tredje periode i vente og for Blue Fox gjaldt det i hvert fald om at holde sig ude fra straffeboksen. Rungsted skulle derimod vise at man også kunne finde vejen til nettet i fem mod fem.

Helt som ventet en ganske taktisk affære i tredje periode hvor begge hold spillede med store marginaler. Daniel Nielsen fandt Daniel K. Nielsen tæt under mål, men Lindskoug på plads i værternes mål.

Det lignede nærmest at de to hold havde taget hul på spillet i overtime – i hvert fald mindede det mest om en regulær skyttegravskrig. Lige indtil Jan Dalecky tog en udisciplineret udvisning inde foran eget mål, men denne gang tillod Herning ikke værterne én eneste afslutning.

En smule dramtik opstod da Marcus Olsson gik i omklædningsrummet med en uspecifik skade, og han ville være et stort tab for Capital, hvis ikke svenskeren igen betrådte isen denne aften.

En af de få chancer som opstod i tredje periode tilfaldt Morten Green, der fik afsluttet tæt under mål. Der var optræk til en tilsvarende stor chance for Herning, men Lasse Lassen fik ikke afsluttet i en situation hvor rævene ellers fik fanget hjemmeholdet.

I overtiden spillede Herning igen med tre forwards, og det var ikke langt fra at give bagslag da Jake Hansen umarkeret fik afsluttet på Simon Nielsen fra klods hold.

En gylden chance opstod til gæsterne da Toni Kallela blev berøvet en så godt som sikker scoring. I powerplay leverede Kevin Lindskoug en sand klasseredning på netop Kallela, men netop som Mattias Persson betrådte isen igen sendte Hernings kaptajn, Daniel K. Nielsen pucken på stolpen, og først over returen var Markus Jensen.

Et yderst belejligt tidspunkt for Jensen til at melde sig ind i serien, og nu har Blue Fox altså en matchbold på fredag hvor der formentligt bliver fyldt godt op i Kvik Hockey Arena.