Blue Fox: Fuld råderet til Bjorkstrand

Todd Bjorkstrand er netop tiltrådt som ny chef i Herning Blue Fox, og den legendariske amerikaner får fuld råderet over de sportslige forhold i klubben. Han har foreløbig Simon Nielsen, backerne Daniel K. Nielsen og Mathias Mortensen og angriberne Markus Jensen, Daniel Nielsen og Mathias Mølgaard på kontrakt, og det bliver Todd Bjorkstrand alene, der skal bygge et nyt hold op.

I første omgang med samtaler med de danske spillere, og derefter skal Bjorkstrand altså i gang med at bygge den udenlandske stamme op på det nye Blue Fox-hold. Ingen af herningensernes udlændinge fra i fjor har kontrakt og spørgsmålet er selvfølgelig, om der er overhovedet er nogen, der er i betragtning til den kommende sæson.

Det hele er op til Bjorkstrand.

– Todd har jo et kæmpe netværk efter mange, mange år som træner, og han er super dygtig til det. De seneste par år har blandt andre jeg været en del inde over den proces at finde vores udlændinge, men det kommer Todd til at stå for, fastslår Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard til Herning Folkeblad.

Der bliver også brug for en assisterende træner hos Blue Fox, og her er man også ved at sondere terrænnet. Bjørn Østergaard assisterede i fjor for Mario Simioni, mens Todd Bjorkstrand tidligere har haft Adam Wozninski ved sin side. Begge er gode bud på en ny mand som amerikanerens højre hånd.