Blichfeld misser landskamp grundet hjernerystelse

Det kom nok som en mindre overraskelse for de fleste, da det kom frem, at 20-årige Joachim Blichfeld efter sin monstersæson hos Portland Winterhawks i WHL ikke blev hevet op til play off-aktuelle San Jose Barracuda i AHL, som det eller var tilfældet i sidste sæson. I stedet blev den unge frederikshavner udtaget til det danske landshold, som i morgen pudser VM-formen af mod Finland.

De danske hockeyfans må dog se langt efter Blichfeld torsdag aften, da han i sæsonens sidste kamp i Nordamerika pådrog sig en hjernerystelse. En hjernerystelse der for nu holder ham hjemme hos forældrene i det nordjyske.

– Det var en lille en, jeg fik i den sidste kamp i sæsonen. Men det er den tredje på tre år, så man skal lige være lidt forsigtig. Men jeg er snart klar. Jeg er vel på 90 procent, siger Joachim Blichfeld til TV 2 SPORT. Han forventer at blive meldt klar fredag, hvor han testes af landsholdet lægestab. 

Hjernerystelsen sætter altså ingen dæmper på skarpretterens ambition om at trække i den rød-hvide trøje, når pucken slippes i Slovakiet om lige godt en måned. 

– A-VM er jo det største, du kan nå på isen med det danske landshold, så det vil være en ære for mig, hvis det lykkes mig at komme med. Jeg skal spille mit eget spil, ud fra de planer Heinz Ehlers har med mig, og så må jeg se hvor langt, det tager mig.

Blichfeld leverede i denne sæson vanvittige 118 point i 73 kampe i den stærke juniorliga, WHL.