Bjorkstrand ude, femte Zagreb-tab på stribe

Efter en god sæsonstart med mange hjemmekampe og efterfølgende sejre hjemme i Dom Sportova foran det fanatiske hjemmepublikum, er hverdagen ved at indfinde sig for Patrick Bjorkstrand og Medvescak Zagreb.

I aftes blev det til det femte nederlag på stribe på en målløs aften for det kroatiske hold, der ikke formåede at passere Dominik Furch i Avangard Omsk-målet. Gæsterne vandt 1-0 på Alexander Perezhogins mål efter blot to minutter.

4497 tilskuere måtte gå skuffede hjem og for anden kamp var danske Patrick Bjorkstrand ikke i opstillingen. Det er ikke lykkedes for FACEOFF-online.dk at spore op, hvorfor Bjorkstrand ikke har været med.

Medvescak er røget ned på syvendepladsen i KHL’s Western Conference, men får mulighed for hurtig revanche i morgen når Kasakhstans repræsentant Barys Astana kommer på besøg.