Bjorkstrand spillede forrygende: Banker på døren til NHL

Oliver Bjorkstrand fik fredag chancen for at bevise sit værd for Columbus Blue Jackets, og den chance greb den unge dansker i allerhøjeste grad, da han scorede to mål og lavede en assist i en 6-4-sejr over Buffalo Sabres.

20-årige Bjorkstrand blev tidligere fredag kaldt op fra AHL, og den dansk-amerikanske forward gjorde alt, hvad han kunne, for at imponere Blue Jackets-ledelsen. I første periode lagde Bjorkstrand op til holdkammeraten Dean Kukans scoring, og i anden periode satte han selv pucken i nettet, da han fulgte op på sin egen afslutning.

Bjorkstrand blev også noteret for kampens sidste mål, da han med et minut og 20 sekunder igen skøjtede fra Buffalo-forsvaret og satte pucken ind i et tomt mål. Oliver Bjorkstrand, som blev noteret for fem skud og tre hits, blev kåret til kampens second star.

Columbus vandt træningskampen i Buffalo, men det holdt faktisk ganske hårdt for gæsterne, selvom de førte med 5-0 efter anden periode. Sabres kom stærkt igen med fire scoringer i løbet af de første 13 minutter af tredje periode, og derfor måtte Blue Jackets-spillerne knokle hårdt i slutfasen for at sikre sig sejren.

Blue Jackets spiller lørdag sin sidste træningskamp før NHL-sæsonen begynder. Her får holdet besøg af Nashville Predators, og det er muligt, at Oliver Bjorkstrand får en sidste chance for at overbevise klubben om, at han er klar til at indlede sæsonen i NHL.