Bjorkstrand og Herning får finsk forstærkning

Målene har været en mangelvare hos Herning Blue Fox i denne sæson. Det har man nu taget konsekvensen af og hentet forstærkning i form af yderligere en finsk spiller.

Cheftræner Todd Bjorkstrand har siden seneste hjemmekamp været på jagt efter nogle muligheder til den midtjyske offensiv og til at tage konkurrencen op i angrebet. Således er det nu lykkedes at tegne en i første omgang tidsbegrænset kontrakt med finske Toni Kallela.

23-årige Toni Kallela tager allerede nu turen fra Crimmitschau i den næstbedste tyske liga, DEL2, til Herning, hvor han forventes at blive klar til tirsdagens kamp mod SønderjyskE.

Toni har trods sin unge alder allerede noteret for 106 kampe og 28 point i den stærke finske SM-Liiga og har herudover spillet i både Mestis-ligaen og Allsvenskan, inden turen først tog ham til DEL2 i Tyskland og nu Metal Ligaen i Danmark.

Han har været en flittigt brugt spiller på det finske U20 landshold og har i det meste af sin junior karriere gjort en god figur på rigtigt mange områder.

Netop de kvaliteter og hvad vi hos Blue Fox har hørt om ham, er også grunden til, at trænerstaben har hentet Toni Kallela til Herning.

– Toni er en ung og sulten spiller, som vi har hørt nogle gode ting om. Han har en høj arbejdsmoral og er rigtigt hurtig på skøjterne, og så forventer vi at han kommer med et drive der kan hjælpe holdet på en positiv måde, fortæller cheftræner Todd Bjorkstrand i pressemeddelelsen.

At Toni Kallela hurtige debut for Blue Fox kommer på et godt tidspunkt, da flere af de faste offensive kræfter på nuværende tidspunkt desværre pryder Herning mandskabets skadesliste.

Det forventes at Toni er klar allerede til tirsdagens kamp mod SønderjyskE, hvor han løber på banen med trøjenummer ni på ryggen.

Kontrakten med Toni Kallela er naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra DIU.