Bjørnene fra Gladsaxe står stærkere efter uforudset modstand

På trods af uforudset modgang forud for den kommende sæson, er Gladsaxe Bears klar til at stå stærkere end før, når 1. division indledes i september.

Ishockeyhallen i Gladsaxe har været fokus for en masse polemik hen over sommeren, hvor der det ene øjeblik var udsigt til en hel sæson uden is på i skøjtehallen, og det andet en trodsighed for hurtigst muligt at få gang i hallen op til sæsonstart.

– Vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt. Var meget pressede, men vi er nu nået dertil, hvor vi har fået den hjælp, vi behøvede, siger træner Jacob Volf, der storroser klubbens bestyrelse for en gedigen indsats i forløbet.

Det har på mange måder været en omtumlet sommer for Gladsaxe Bears, der foruden halproblemerne har sagt farvel til et halvt hold og sagt hej til ligeså mange nye ansigter.

– Trods diverse setbacks ser det nu godt med truppen. Vi har hentet rigtig mange spillere ind fra især Herlev, så der jokes også med, at vi lige så vel kunne kalde os for ‘Gladsaxe Eagles’, siger Jacob Volf og griner.

Gladsaxe Bears, som vi nu stadig ynder at kalde dem, har ikke den præcise målsætning klar, men det ville være en stor skuffelse, hvis ikke holdet gik i slutspillet, gør træner Volf klart.

– Hele denne specielle optakt med usikkerhed om hallen har pustet til ilden. Spillerne er klar til at bevise deres værd. Vi alle i klubben, spillere, trænere og ledere har stået ved hinandens side, og det er jeg sgu stolt over,” siger Jacob Volf.

Gladsaxe Bears kan, hvis alt går som det skal, gå på is i hjemmearenaen om cirka 14 dage.