Binderup skifter fra Esbjerg til Herlev

Foto: Jan Korsgaard

En af de stadig kontraktløse mestre fra i fjor, Esbjerg-angriberen Michael Binderup, fortsætter karrieren i Herlev, skriver Eagles’ hjemmeside.

24-årige Binderup har skrevet en etårig kontrakt med ørnene og kommer dermed under vingerne af den nye træner JP MacCallum.

– Det bliver super spændende. Nu har jeg jo været i Esbjerg mange år efterhånden – så det bliver noget helt nyt. Jeg havde nok lidt en forventning om, at jeg skulle spille i Esbjerg den kommende sæson, men da det stod klart at det ikke skulle være sådan, var jeg super glad for at få muligheden for at komme til Herlev, siger Binderup, der er hockeyopdraget i Odense, men har spillet i Esbjerg i hele sin seniortid.

– Jeg forventer en sæson med mere ansvar og bedre mulighed for at udvikle mig. Jeg forventer, at jeg får en plads i en af de første kæder, men som altid er det noget man skal gøre sig fortjent til og det vil jeg arbejde hårdt for. Som hold forventer jeg, at se et Herlev hold i fremgang – det er en god gruppe drenge, som alle er sultne for at vise, hvad de kan, lyder det fra esbjergenseren.

Han har spillet et par meget fornuftige sæsoner under Mark Pederson, og var i sidste sæson fast inventar i bredden hos Esbjerg og optrådte indimellem fremme i de forreste kæder. Gennemgående har han haft fin fremgang de seneste sæsoner.