Bettman: Hurricanes bliver i Carolina

NHL’s kommissær forsikrer Carolina Hurricanes’ fans om, at klubben ikke flytter til en anden by, selvom rygterne om en flytning er begyndt at svirre.

I et interview med Raleigh News & Observer siger Gary Bettman, at han er sikker på, at Carolina Hurricanes bliver ved med at have base i byen Raleigh, selvom klubbens ejer Peter Karmanos Jr. i øjeblikket forsøger at sælge klubben.

– Jeg tror ikke, at nogen skal bekymre sig om holdets fremtid i Carolina. Peter afsøger sine muligheder, men der er ingen hast, intet pres og ingen tidsramme. Jeg er sikker på, at hvis han sælger klubben, så vil han holde klubben i det, der har været et stærkt marked og lade den blive, hvor den er, siger Gary Bettman til Raleigh News & Observer.

Rygterne om en flytning af Hurricanes-franchisen er kommet på tale, fordi klubben efter flere år med faldende tilskuertal nu har NHL’s laveste tilskuergennemsnit til sine hjemmekampe. Det til trods for, at Hurricanes har ligaens laveste billetpriser.