Assist til Eller i ny Montreal-sejr

Lars Eller blev noteret for sin første assist i sæsonen, da Montreal Canadiens tirsdag slog St. Louis Blues med 3-0 og dermed stadig er ubesejrede i denne sæson.

Canadiens hentede den syvende sejr i denne sæson i lige så mange kampe. Sejren blev sikret med en scoring i hver periode og endnu en fremragende kamp af målmand Carey Price, som ubestridt var kampens bedste spiller.

Price hev hele 38 redninger op ad ærmet og noterede sig for sit andet shutout i sæsonen. Efter seks optrædener har sidste sæsons Vezina Trophy-vinder i gennemsnit kun lukket et mål ind per kamp, og han har en gennemsnitlig redningsprocent på vilde 96,6 procent.

Lars Eller assisterede på Alexander Semins 2-0-mål i anden periode. Eller erobrede pucken i gæsternes zone og spillede den videre til Alex Galchenyuk, som fandt Semin. Russeren passerede Jake Allen i St. Louis-målet og fik scoret sit første mål for Canadiens.

Eller var på isen i 14 minutter og 53 sekunder. Han fik udover assisten gjort sig bemærket med tre skud og +1 i plus/minus-regnskabet.

Montreal topper Eastern Conference med 14 point efter syv kampe. Holdet har allerede fem point ned til New York Islanders, New York Rangers og Tampa Bay Lightning, som deler andenpladsen i conferencen.

Se højdepunkter fra Carey Price-showet her: