Asperup: Vi kommer med 110 procent på tirsdag

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Matthias Asperup ærgrede sig naturligvis over nederlaget i går mod Rungsted, og specielt over dårlige minutter i anden periode og udvisninger i tredje periode, der ifølge Asperup kostede vigtigt momentum. 

Det skriver Rødovre Lokal Nyt. Asperup var hos samme medie allerede klar til at se frem mod tirsdagens kamp. 

– Jeg er sikker på, at vi kommer ud og gør alt, hvad vi kan for at vinde den kamp. Vi skal klø på og køre fysisk hårdt. Det er  vigtigt, for de har en del spillere, der ikke kan lide, at vi spiller fysisk. Hvis vi først begynder på det, så er det til vores fordel, siger Asperup til Rødovre Lokal Nyt. 

– Nu må vi stå sammen i ”bussen” og kæmpe for hver en meter på tirsdag. Det er jeg ret sikker på, at alle drengene er klar over, og jeg er ret sikker på, at vi kommer ud med 110 i timen på tirsdag, siger Matthias Asperup.

Han havde problemer med benet og blev efter en uheldig episode liggende på isen i et stykke tid. 

– Jeg prøvede at gå uden om backen, og så sad mit ben fast og han fik skubbet mig ned. Det var bare en uheldig situation, hvor mit ben satte sig fast og i klemme, så jeg ikke kunne bevæge mig, sagde Asperup, der endnu ikke var i stand til at vurdere, hvor slemt det stod til.