Andersen så Ducks blive kørt over

Frederik Andersen så opgøret fra bænken, da Anaheim Ducks torsdag tabte med hele 5-1 på udebane til Nashville Predators.

Anton Khudobin fik sin tredje start i sæsonen i Anaheim-målet, men russeren formåede slet ikke at imponere i samme grad, som han gjorde i sin seneste kamp mod Minnesota Wild. Efter en målløs første periode blev Khudobin passeret tre gange i midterperioden og to gange i tredje periode. Dermed endte han med en redningsprocent på 82,8.

I den modsatte ende af isen gjorde finske Pekka Rinne igen en god figur. Nashville-målmanden blev kun passeret en enkelt gang, og han har nu vundet fem af sine seks starter i denne sæson og står noteret for en gennemsnitlig redningsprocent på 93,3.

Stanley Cup-favoritterne fra Anaheim har fået en skidt start på sæsonen. Holdet har kun vundet en ud af seks kampe, og sædet begynder muligvis at blive varmt under Ducks-træner Bruce Boudreau, som har hårdt brug for, at ænderne snart får flere sejre ind på kontoen.

Se højdepunkter fra kampen her: