Andersen imponerede i sin sæsondebut

Frederik Andersen spillede fredag sin første kamp for Anaheim Ducks i denne sæson, da ænderne i en træningskamp besejrede lokalrivalerne fra Los Angeles Kings med 2-1.

Andersen gjorde en rigtig god figur i Anaheim-målet, hvor han diskede op med 24 redninger og dermed holdt Kings nede på en enkelt scoring, mens han selv kunne notere sig for en redningsprocent på 96.

– Det er et godt fundament. Der er altid ting, du kan forbedre, og vi kan altid blive bedre, sagde Frederik Andersen efter kampen til Anaheims hjemmeside.

Kampens tre mål blev alle scoret i anden periode. Stefan Noesen bragte Ducks foran i powerplay, inden Trevor Lewis udlignede for Kings, mens holdet var i undertal. Sidst i anden periode scorede Patrick Maroon kampens afgørende mål for hjemmeholdet.

Anaheim spiller træningskamp igen lørdag, hvor holdet gæster San Jose Sharks. Her vil der formentlig blive ændret en del på startopstillingen, så det er ikke sikkert, at der er spilletid til Frederik Andersen.