Anders Schultz ude med skulderskade

En af Rødovres normalt farlige angribere, Anders Schultz, var rykket ned som back i premieren mod Gentofte fredag aften. Schultz var ude i det meste af slutspillet i fjor, og i Gentofte var han uheldig igen.

I tredje periode blev han ramt af en stenhård tackling af Gentoftes Dominik Kadura, og Schultz måtte udgå med skulderproblemer.

– Det er min skulder, som kan være gået af led. Det ikke den, som holdt mig ude i størstedelen af sidste sæson, men den anden. Det gør virkelig ondt hele tiden, selv når jeg ikke bevæger den. Jeg skal på skadestuen nu, for at få den tjekket, sagde Schultz til Rødovre Lokal Nyt efter kampen.

Det er uvist, hvor længe han kommer til at sidde ude.