Anders Overmark fortsætter i Jutland Vikings i den kommende sæson

Foto: Jan Korsgaard

En af de mere kendte spillere i landets næstbedste, den femdobbelte danske mester Anders Overmark, fortsætter endnu en sæson i Jutland Vikings. 

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, der lyder som følger. 

Sjældent har en nyhed fra Jutland Vikings vakt så meget virak, som da vi før sidste sæson kunne præsentere Anders Overmark på holdkortet. Nu er man nået til enighed om, at det gik så godt, at begge sider har et stort ønske om at fortsætte samarbejdet.

Ud over de uomtvistelige sportslige kvaliteter som Anders har, så er han en spiller, som de fleste har en mening om, hvilket var tydeligt i  kommentarfelterne på vores offentlige medier.

Vores oplevelse af Anders stemmer fuldt ud overens med de positive af slagsen. Anders er gået på isen med netop den attitude, som kunne forventes fra en spiller af hans kaliber, og var stemningen i omklædningsrummet god i forvejen, så fik den et nøk opad. Til træning fik de unge forsvarsspillere, en, som kunne guide dem, og mon ikke også vores forwards gav den et ekstra nøk, når de nu vidste at de skulle forbi en meriteret spiller.

Ud over det sportslige på isen, så kigger Anders også ind på ledelsesgangen fra tid til anden, og har også her påtaget sig et ansvar, når dette har været påkrævet. Blandt andet har han været et stort aktiv, når det kom til  rekruttering af nye spillere. Derudover, så går han gerne i dialog med vores supportere (og ikke supportere), hvilket passer perfekt ind i vores strategi om bringe folk så tæt på omklædningsrummet som muligt.

– Jeg er selvsagt glad for, at man er nået til enighed om at fortsætte samarbejdet og udtaler: Der skal ikke være tvivl om, at da Anders første gang sprang på isen i den forgangne sæson, så var han ikke den udgave af sig selv, som han gerne ville være. Efter et år udenfor isen, så er der bare nogle ting, som skal findes frem igen. Men med en positiv indstilling og disciplin, var formkurven konstant stigende igennem sæsonen. Så vi har – med rette – store forventninger til Anders’ andet år som Vikings spiller, og det er vi sikre på at han også har, siger Vikings Team Manager Søren Klausen.