Anders Fisker er stoppet med Metal Liga-hockey

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Gentoftes Anders Fisker var i sidste sæson en bundsolid – og måske lidt undervurderet – back i Metal Liga-regi, og var en stor part i den stramme Stars-defensiv.

I denne sæson er Anders Fisker endnu ikke dukket op på holdkortet, og det har sine årsager. Han er nemlig stoppet på ligaplan, fortæller Stars-træner Karsten Arvidsen i en besked til Faceoff.dk.

– Han er desværre stoppet, men forståeligt, at han har valgt familien. Han har to små børn og et fuldtidsjob, og dermed ikke mange timer tilbage, lyder det fra Gentofte-træneren.

Anders Fisker har fået sin ishockeyopdragelse i Rødovre, men har spillet seniorishockey for en håndfuld sjællandske klubber. Han har spillet både i Herlev, Rungsted, Hvidovre og Amager og altså til sidst Gentofte, som hentede ham i Amager i 2015/16, inden Anders Fisker spillede sin bedste sæson i fjor. En passende afslutning på en fin karriere.

Gentofte har i stedet hentet den unge back Oscar Winther Schulze ind i truppen.